Indtil jul vil jeg hver dag komme med en julefilmanbefaling. Jeg er ikke filmanmelder, men jeg elsker julefilm, så listen bliver ukritisk, klichéfyldt og sikkert alt for meget for de fleste.
Det er svært ikke at blive i julestemning, når man ser Richard Attenborough som Kris Kringle, Babo Natale, Father Christmas, Santa Claus eller bare Julemanden.
Filmen fra 1994 er en genindspilning af den oprindelige film fra 1947, der vandt 3 Oscars. 1994-udgaven har stort set samme handling, men de to konkurrerende stormagasiners navne er ændret, da Macy’s ikke ville være med igen og Gimbels var gået konkurs i 1987.
Kris Kringle får arbejde som julemand i et stormagasin, da den tidligere julemand var fuld på jobbet. Kris Kringle gør det rigtig godt som julemand, og flere børn begynder at tro, at han er den rigtige julemand. Altså bortset fra 6-årige Susan. De opbygger dog et venskab, da Kris også bliver barnepige for Susan.
Kris bliver arresteret en aften for at have overfaldet en mand på gaden. Det viser sig at være den fordrukne julemand, der vil have hævn. Derefter køres en retssag, hvor det skal bevises, at Kris er den rigtige julemand. Advokaten Bryan får hjælp af Susan, og mon ikke det ender godt?
Jeg synes, at filmen er god til at sætte stemningen. Det er en hjertevarm film om et barn, der har mistet sin tro på julemanden pga. en lidt for rationelt tænkende mor, og hvordan den tro kommer tilbage. Filmen er en kærkommen kommentar til 80’ernes og 90’ernes overdrevne forbrugerkultur, som vi fortsat fastholder i 2020. Den kan forhåbentlig være med til, at man lige tænker over, hvad julen egentlig handler om, og om vi ikke alle trænger til at tro på julemanden.
Jeg tror på Julemanden – gør du?
Leave a Reply