Jul · Julefilm

Arthurs julegaveræs

Indtil jul vil jeg hver dag komme med en julefilmanbefaling. Jeg er ikke filmanmelder, men jeg elsker julefilm, så listen bliver ukritisk, klichéfyldt og sikkert alt for meget for de fleste.

Arthur vil ikke lade et eneste barn i stikken og besvarer gerne tusindvis af breve.

Arthurs julegaveræs (eng. Arthur Christmas) er en animationsfilm fra 2011. Arthur er søn af julemanden og har ansvaret for at besvare de mange breve, der hvert år kommer til julemanden. Arthurs bror, Steve, er ansvarlig for kontrolrummet og at alt forløber planmæssigt på julemandens rute. Steve har fornyet og teknologificeret julemandens kane og gaveuddeling og er derfor favorit til at overtage posten efter sin far, der har været ude på 70 missioner.

Julemanden beslutter sig dog for at blive et år mere og i al virakken og fejringen af den succesfulde mission, opdager Arthur og Steve, at et barn er blevet glemt. Julemanden og Steve vælger ikke at gøre noget, da de ikke anser det for at have nogen betydning, men Arthur giver ikke op, og sammen med sin bedstefar får Arthur startet den gamle kane med rensdyr for at redde julen.

Man skulle tro, at den mission hurtigt ville være klaret, men undervejs farer de vild, mister både kane og rensdyr og bliver også beskudt. Det ender dog med – nej, det må du hellere selv se.

Arthurs julegaveræs er med på listen, da det er et anderledes greb om julemanden og julemandens job. Jeg tror, at rigtig mange børn vil synes, det er sjovt, at nisserne nærmest er blevet til en slags ninja-agenter, der sniger sig rundt og har alle mulige fede værktøjer til at aflevere gaver med.

Den danske udgave er med Vicki Berlin, Helle Hertz, Nis Bank-Mikkelsen, Christian Fuhlendorff og Lars Knutzon. Ser du den uden børn, så kan den engelske udgave også anbefales. Her finder vi James McAvoy, Bill Nighy, Imelda Staunton, Hugh Laurie, Jim Broadbent og Michael Palin på rollelisten.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: