Indtil jul vil jeg hver dag komme med en julefilmanbefaling. Jeg er ikke filmanmelder, men jeg elsker julefilm, så listen bliver ukritisk, klichéfyldt og sikkert alt for meget for de fleste.
Det er vist svært at komme udenom Far til fire i byen. Vi har dog samme problemstilling som med Krummerne: Er det en julefilm?
Far til fire er indbegrebet af dansk nostalgi. Alt var bedre i gamle dage – i hvert fald hvis gamle dage er det samme som Far til fire.
Vi får omkring 30 min. ægte julestemning til slut i filmen, og det inkluderer både den ikoniske tur til Julebal i Nisseland, hvor Lille-Per marcherer med nisserne og danser spjæt. Vi får også ægte juletræsjul og en juleromance mellem dansk films førsteelsker, Ib Mossin, og Birgitte Price.
Den røde tråd i filmen er en krise for familiens far, der efter mange år i samme firma bliver fyret. “Det bliver en trist jul, er jeg bange for”, lyder det dystert. Huset skal sælges for at kunne betale regningerne, men i bedste Far til fire-stil, så går børnene i gang og bruger deres netværk til at få firmaets direktør til at ordne sagen, og alt ender godt.
Det er i øvrigt også i denne film, at Lille-Per skal starte i skole og tilmed får hunden Jensen på slæb.
Der findes vel næppe nogen mere feel-good film end denne. Dansk sommer og dansk jul i én og samme pakke. Kan det blive bedre?
Leave a Reply