Julemandens datter

Indtil jul vil jeg hver dag komme med en julefilmanbefaling. Jeg er ikke filmanmelder, men jeg elsker julefilm, så listen bliver ukritisk, klichéfyldt og sikkert alt for meget for de fleste.

Julemanden Julius og hans datter Lucia på mission med menneskedrengen Albert.

Hvorfor skal Julemanden egentlig være en mand? Kan en pige ikke være en lige så god Julemand? I 2018 udkom Julemandens datter som et bud på netop disse spørgsmål. Vi står lige midt i alle mulige ligestillingsspørgsmål, så hvorfor ikke også på Julemandsfronten?

Lucia er datter af den danske Julemand, Julius. Skolen er opdelt mellem drenge og piger, hvor drengene har mulighed for at gå i Julemandsklassen, mens pigerne f.eks. skal lære at strikke, hvilket Lucia tydeligvis ikke har talent for. Hun vil gå i Julemandsklassen. Til det årlige julebal vinder Lucia lodtrækningen om at få et juleønske opfyldt. Hun får lov til at komme til optagelsesprøve, hvor hun skal opfylde et barns juleønske. Hun bliver derfor sendt til Viborg, hvor drengen Albert ønsker sin far rask.

Det er naturligvis ikke en nem opgave, for faren har været angrebet af den onde Krampus, hvorfor han har pådraget sig en mental lidelse, som menneskene ikke kan finde ud af. Det er nu op til Lucia at løse mysteriet og få faren bragt tilbage, inden det er for sent.

Julemandens datter og dens efterfølger fra 2020 er de nyeste bud på danske julefilm. Der er helt klart masser af jul i, da hele omdrejningspunktet for filmen jo er, at Lucia gerne vil være Julemand. I modsætning til de amerikanske Julemandsfilm handler Julemandens datter dog ikke så meget om, at julen er i fare, og det er en fin beslutning for at distancere sig lidt. Jeg synes, filmen er ret seværdig, spændende og så gør Martin Buch sig fremragende som Julemand og Ella Testa Kusk gør det lige så fremragende som Lucia.


Comments

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.