Jul · Julefilm

Alene Hjemme 1 & 2

Indtil jul vil jeg hver dag komme med en julefilmanbefaling. Jeg er ikke filmanmelder, men jeg elsker julefilm, så listen bliver ukritisk, klichéfyldt og sikkert alt for meget for de fleste.

The Wet Bandits – aka Marv og Harry

Alene Hjemme må være én af de mest elskede julefilm. Når jeg har talt med andre om julefilm, så bliver den konsekvent nævnt, som én man bare skal se hvert år.

I dag har jeg derfor valgt Alene Hjemme, men også Alene Hjemme 2, for når du har set 1’eren, så får du lyst til at se 2’eren. Hvis du ikke kender handlingen, så kommer her et hurtigt resume.

Kevin McCallisters familie er på vej til Paris for at holde jul med noget familie. Livet i McCallister-familien virker en smule kaotisk, og pga. spildt mælk, bliver Kevin sendt tidligt i seng. Et uvejr tager strømmen om natten, hvilket resulterer i, at familien skal skynde sig ud af døren, og i forvirringen glemmer de Kevin, som derfor er ALENE HJEMME.

Mens han er alene hjemme, er der et par indbrudstyve på spil, der har udset sig flere huse i kvarteret. De får dog problemer, da de for alvor skal rykke ind i Kevins hjem, for han har sikret huset med alle tænkelige fælder. Lad os bare sige, at tyvene kommer til skade – mange gange.

Alene Hjemme 2 bygger videre på historien, da tyvene kommer ud fra fængslet. De har udset sig en legetøjsbutik i New York, og det får Kevin nys om, da han denne gang ikke er blevet glemt, men er kommet med det forkerte fly. Han lander i New York, mens familien er i Miami.

Kevin får lokket tyvene til et hus, der tilhører hans Onkel Rob. Huset er under renovation, og derfor perfekt som en fælde for tyvene, som han igen udsætter for en del fælder.

Jeg har nogle gange hørt, at filmen er alt for urealistisk, og at man simpelthen ikke kan komme ud med livet i behold efter de fælder, Kevin laver. Mit svar: “Og?”. Det er jo fuldstændig ligegyldigt, om det er realistisk. Det er hamrende morsomt, og jeg griner hver gang, og jeg tror immervæk, at jeg har set de to film over 20 gange.

De to film er højest anbefalelsesværdige, da de rummer både sjov og galskab, og også et par visdomsord omkring jul, familie og tilgivelse.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: