Jul · Julefilm

Tror du på Julemanden 1 & 2

Indtil jul vil jeg hver dag komme med en julefilmanbefaling. Jeg er ikke filmanmelder, men jeg elsker julefilm, så listen bliver ukritisk, klichéfyldt og sikkert alt for meget for de fleste.

Tim Allen gør det formidabelt som Julemanden.

Tror du på Julemanden (eng. Santa Clause) er den julefilm, jeg husker bedst at have set som barn. Den første film er fra 1994, da jeg har været 6 år gammel. Jeg husker, at den bare var indbegrebet af julestemning, og sådan har jeg det stadig.

Tim Allen spiller Scott Calvin, der producerer legetøj. Han tror ikke på Julemanden, men det gør hans søn, Charlie. En julenat får de besøg af Julemanden, og Scott får ham til at falde ned fra taget. Julemanden forsvinder og tøjet ligger tilbage, hvorefter Scott tager det på. Herfra går det stærkt, for der er stadig gaver, der skal leveres, og Scott Calvin bliver kastet direkte ud i det nye job.

Efter en hæsblæsende nat lader det dog ikke til, at noget har ændret sig. Men langsomt begynder tegnene at vise sig: Scott Calvin er blevet til Julemanden. Alt imens kæmper Scott for at bevare samværsretten med sin søn, som ellers primært bor hos moren. Det hjælper ikke, at Charlie fabler om, at hans far er Julemanden.

I film nr. 2 løber Scott ind i et nyt problem: Julemanden skal giftes. Men hvordan når man det på kort tid? Man laver selvfølgelig en robot, der kan styre tingene på Nordpolen, mens Scott selv er ude at finde kærligheden. Den nye ledelse på Nordpolen begynder dog selv at tænke, og det skaber kaos og dårlig julestemning, og hvis ikke alle børn skal have kul til juleaften, så får Julemanden travlt.

Tror du på Julemanden-serien er blevet opfulgt af en 3’er, men den er ikke helt på niveau med de to første, og derfor kommer den altså ikke med her.

De to første film er dog simpelthen så julede, at du bliver nødt til at se begge to samme aften. Børnene kan sagtens være med, så kom bare i sving.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: