Jul · Julefilm

Grinchen – Julen er stjålet

Indtil jul vil jeg hver dag komme med en julefilmanbefaling. Jeg er ikke filmanmelder, men jeg elsker julefilm, så listen bliver ukritisk, klichéfyldt og sikkert alt for meget for de fleste.

Grinchen bliver mesterligt spillet af Jim Carrey.

Grinchen er kommet i flere udgaver, men her vil jeg udelukkende fokusere på filmen fra 2000 med Jim Carrey i hovedrollen.

Allerede i begyndelsen af filmen, føler jeg mig godt tilpas. Anthony Hopkins er fortælleren, der med sin fantastiske stemme leder os hen til byen Whoville, hvor alle de juleglade Hvem’ere bor. Udenfor byen bor Grinchen på Skraldebjerget og han hader jul. Han dukker dog af og til op i byen, hvor han i forklædning render rundt og laver ravage.

Den idealistiske lille pige, Cindy Lou Who, synes, at julen er blevet for materialistisk. Hun har svært ved at finde meningen med jul, men efter at have mødt Grinchen, undersøger hun hans fortid. Det leder hende til at nominere Grinchen til Holiday Cheermeister. Grinchen er ikke selv vild med ideen, men hun får overbevist ham om, at han skal deltage i festlighederne.

Derfra begynder det at gå galt for festlighederne, for Grinchen falder tilbage i sit gamle mønster med at ødelægge og spolere julefesten, og julenat ender det sågar med, at Grinchen stjæler julepynt, julegaver og juletræer.

Grinchen bliver mesterligt spillet af Jim Carrey, og alene den præstation er nok til at se filmen. Hans mimik og kropssprog passer perfekt til denne kejtede, usikre, vrede og dybt misforståede karakter, som Grinchen er. Filmen vandt en Oscar for bedste makeup, og man må sige, at Jim Carrey er sminket til ukendelighed.

Filmen kan sagtens ses med børn, selvom Grinchen er lidt en mørk karakter, men den skal ses på engelsk, så børnene skal helst kunne en smule engelsk for at følge med.

” 4:00, wallow in self-pity. 4:30, stare into the abyss. 5:00, solve world hunger, tell no one. 5:30, jazzercize; 6:30, dinner with me. I can’t cancel that again. 7:00, wrestle with my self-loathing. I’m booked. Of course, if I bump the loathing to 9, I could still be done in time to lay in bed, stare at the ceiling and slip slowly into madness.”

Grinchen

“What is that stench? It’s fantastic.”

Grinchen

“If you utter so much as one syllable, I’LL HUNT YOU DOWN AND GUT YOU LIKE A FISH! If you’d like to fax me, press the star key.”

Grinchen
Jul · Julefilm

Arthurs julegaveræs

Indtil jul vil jeg hver dag komme med en julefilmanbefaling. Jeg er ikke filmanmelder, men jeg elsker julefilm, så listen bliver ukritisk, klichéfyldt og sikkert alt for meget for de fleste.

Arthur vil ikke lade et eneste barn i stikken og besvarer gerne tusindvis af breve.

Arthurs julegaveræs (eng. Arthur Christmas) er en animationsfilm fra 2011. Arthur er søn af julemanden og har ansvaret for at besvare de mange breve, der hvert år kommer til julemanden. Arthurs bror, Steve, er ansvarlig for kontrolrummet og at alt forløber planmæssigt på julemandens rute. Steve har fornyet og teknologificeret julemandens kane og gaveuddeling og er derfor favorit til at overtage posten efter sin far, der har været ude på 70 missioner.

Julemanden beslutter sig dog for at blive et år mere og i al virakken og fejringen af den succesfulde mission, opdager Arthur og Steve, at et barn er blevet glemt. Julemanden og Steve vælger ikke at gøre noget, da de ikke anser det for at have nogen betydning, men Arthur giver ikke op, og sammen med sin bedstefar får Arthur startet den gamle kane med rensdyr for at redde julen.

Man skulle tro, at den mission hurtigt ville være klaret, men undervejs farer de vild, mister både kane og rensdyr og bliver også beskudt. Det ender dog med – nej, det må du hellere selv se.

Arthurs julegaveræs er med på listen, da det er et anderledes greb om julemanden og julemandens job. Jeg tror, at rigtig mange børn vil synes, det er sjovt, at nisserne nærmest er blevet til en slags ninja-agenter, der sniger sig rundt og har alle mulige fede værktøjer til at aflevere gaver med.

Den danske udgave er med Vicki Berlin, Helle Hertz, Nis Bank-Mikkelsen, Christian Fuhlendorff og Lars Knutzon. Ser du den uden børn, så kan den engelske udgave også anbefales. Her finder vi James McAvoy, Bill Nighy, Imelda Staunton, Hugh Laurie, Jim Broadbent og Michael Palin på rollelisten.

Jul · Julefilm

Miraklet på Manhattan

Indtil jul vil jeg hver dag komme med en julefilmanbefaling. Jeg er ikke filmanmelder, men jeg elsker julefilm, så listen bliver ukritisk, klichéfyldt og sikkert alt for meget for de fleste.

Kris Kringle spillet af Richard Attenborough over for pigen Susan spillet af Mara Wilson.

Det er svært ikke at blive i julestemning, når man ser Richard Attenborough som Kris Kringle, Babo Natale, Father Christmas, Santa Claus eller bare Julemanden.

Filmen fra 1994 er en genindspilning af den oprindelige film fra 1947, der vandt 3 Oscars. 1994-udgaven har stort set samme handling, men de to konkurrerende stormagasiners navne er ændret, da Macy’s ikke ville være med igen og Gimbels var gået konkurs i 1987.

Kris Kringle får arbejde som julemand i et stormagasin, da den tidligere julemand var fuld på jobbet. Kris Kringle gør det rigtig godt som julemand, og flere børn begynder at tro, at han er den rigtige julemand. Altså bortset fra 6-årige Susan. De opbygger dog et venskab, da Kris også bliver barnepige for Susan.

Kris bliver arresteret en aften for at have overfaldet en mand på gaden. Det viser sig at være den fordrukne julemand, der vil have hævn. Derefter køres en retssag, hvor det skal bevises, at Kris er den rigtige julemand. Advokaten Bryan får hjælp af Susan, og mon ikke det ender godt?

Jeg synes, at filmen er god til at sætte stemningen. Det er en hjertevarm film om et barn, der har mistet sin tro på julemanden pga. en lidt for rationelt tænkende mor, og hvordan den tro kommer tilbage. Filmen er en kærkommen kommentar til 80’ernes og 90’ernes overdrevne forbrugerkultur, som vi fortsat fastholder i 2020. Den kan forhåbentlig være med til, at man lige tænker over, hvad julen egentlig handler om, og om vi ikke alle trænger til at tro på julemanden.

Jeg tror på Julemanden – gør du?

Jul · Julefilm

Fars fede juleferie

Indtil jul vil jeg hver dag komme med en julefilmanbefaling. Jeg er ikke filmanmelder, men jeg elsker julefilm, så listen bliver ukritisk, klichéfyldt og sikkert alt for meget for de fleste.

Chevy Chase i rollen som Clark Griswold – den maniske familiefar, der for alt i verden vil holde “a fun old fashioned family Christmas”.

Glædelig 1. december. Jeg har selvfølgelig været i gang med julerierne i lang tid, men de fleste af jer starter nok for alvor først i dag, og derfor starter jeg også med en klassiker. Fars fede juleferie (orig. National Lampoon’s Christmas Vacation) er den tredje film i rækken om familien Griswold, der nok i virkeligheden burde blive hjemme fra ferie. Det går ALTID galt.

Clark Griswolds intentioner er gode, men hans entusiasme er ikke altid at finde hos familien, der tæller Ellen og børnene Audrey og Rusty. Det bliver til mange mindeværdige situationer i juleudgaven af deres eskapader. Chevy Chase er fabelagtig i hovedrollen som den maniske familiefar, der ikke helmer, før han får den jul, han vil have, om så det betyder, at han skal grave juletræet op med rod eller bruge dagevis på udendørslys.

Når man ser filmen, synes jeg, at man skal huske at lægge mærke til naboerne Margo og Todd. De to 80’er-yuppier er simpelthen så fantastisk overkarikerede og er i høj grad med til at bidrage til morskaben. Fætter Eddie dukker også uventet op og bidrager ikke just til, at juleplanerne kører som planlagt.

Derudover skal man lægge mærke til de mange gode replikker. Her er et lille udpluk.

“Shitter’s full!”

Cousin Eddie

“Well, I don’t know what to say except it’s Christmas and we’re all in misery”

Ellen Griswold

“I’m sorry, this is our family’s first kidnapping.”

Ellen Griswold

“Surprised Eddie? If I woke up tomorrow with my head sewn to the carpet, I wouldn’t be more surprised than I am right now.”

Clark Griswold

Det vigtigste har jeg gemt til sidst. Jeg vil vove den påstand, at det er UMULIGT at se filmen uden at sidde og søbe i en god eggnog, som vel nok er amerikanernes yndlings juledrik. Amerikanerne køber den færdiglavet på karton og blander nok lidt mere alkohol i, men her kommer en rigtig god opskrift.

Jamie Oliver’s Eggnog

Vigtigt! Skal forberedes en dag før, så den kan køle ordentlig af. Og der skal bruges rigtig mælk. Det er jul.

7dlsødmælk
1/4lfløde
3stk.kanelstænger
1stk.vaniljestang
1tsk.revet muskatnød
5stk.pasteuriserede æggeblommer
5stk.pasteuriserede æggehvider
130gsukker
175mlmørk rom

Flæk vaniljestangen og skrab frøene ud.

Bland sødmælk, fløde, kanel, muskatnød og vaniljestang og -frø i en sauterpande. Bring det i kog.

Når det koger, tag det af og lad det trække. Rør lidt i det, så der ikke kommer alt for meget skind på.

Pisk æggeblommer og sukker grundigt.

Pisk langsomt blandingen i æggene.

Tilsæt rom og rør rundt.

Sæt det på køl natten over eller op til 3 dage.

Inden servering piskes æggehvider og vendes i blandingen.

Top med frisk muskatnød og server i et par gode elg-glas, så du er rigtig klar til filmen.

Jul · Julefilm

Julekalender 2020: Julefilm

Nu har det stået stille på bloggen siden sidste år, men det vil jeg lave om på. Denne års julekalender handler om JULEFILM! Så bliver det da ikke hyggeligere.

I samme stil som sidste år vil der hver dag fra 1-24. december udkomme et indlæg, hvor jeg vil anbefale en julefilm. Det har været lidt svært at vælge, hvilke film, der skulle på listen – eller rettere var det svært at vælge fra. Der er jo så mange gode.

Jeg kan allerede nu afsløre, at vi starter med et par klassikere. Som i KLAS-SIK-KERE.

Håber du vil nyde julekalenderen.

Julemusik

Kræns fede julehits

Indtil jul vil jeg hver dag komme med en julealbumsanbefaling. Jeg er ikke musikanmelder, men jeg elsker julemusik, så listen bliver ukritisk, klichéfyldt og sikkert alt for meget for de fleste.

Nu er det nu – det er juleaften. Spændingen skal forløses, vi skal danse om juletræ, synge, pakke gaver ud, spise risengrød (jo, det skal vi!) og se Disneys Juleshow – og alle de andre ting, vi går og laver juleaftensdag.

Uanset, hvad du går og sysler med i løbet af dagen, så er det altid godt med lidt musik. Derfor har jeg lavet en playliste til dig med nogle af mine julefavoritter.

Min far lavede for mange, mange år siden et kasettebånd, der hed “Fars fede julehits”. Nogle af sangene har fundet vej til min playliste – andre har ikke, og det skyldes faktisk primært, at de ikke findes på streamingtjenesterne. Derudover har jeg taget lidt godt fra alle pladerne, jeg har anbefalet i løbet af december.

Jeg har udeladt julekalendersangene – dem fik du jo en liste med i går. Så kan du kombinere dem til din egen playliste.

Jeg håber, du og dine nærmeste får en velsignet jul og kan nyde en dejlig aften. Jeg håber også, du har nydt denne lille julekalender og har måske fået et par nye julehits på din egen liste.

Glædelig jul.

Findes også på Apple Music.

Julemusik

Kræns julekalenderhits

Indtil jul vil jeg hver dag komme med en julealbumsanbefaling. Jeg er ikke musikanmelder, men jeg elsker julemusik, så listen bliver ukritisk, klichéfyldt og sikkert alt for meget for de fleste.

I dag vil jeg dele en playliste med jer. Jeg har delt et par julekalenderplader i løbet af december, men der er nogle, der ikke er nået med på denne liste. Det kan være, fordi der kun er én sang, eller fordi de øvrige sange ikke er julede nok til mig, eller en helt tredje årsag.

Jeg har selvfølgelig inkluderet sange fra Nissebanden i Grønland, Jul på Slottet og The Julekalender. Jeg har dog valgt ikke at inkludere alle, for der skal dog også være lidt variation.

Listen er lidt tilfældigt sat sammen, så jeg vil anbefale, at du trykker Shuffle, når du skal lytte.

God fornøjelse!

Findes også på Apple Music.

Julemusik

The Muppets Christmas Carol

Indtil jul vil jeg hver dag komme med en julealbumsanbefaling. Jeg er ikke musikanmelder, men jeg elsker julemusik, så listen bliver ukritisk, klichéfyldt og sikkert alt for meget for de fleste.

A Christmas Carol af Charles Dickens er filmatiseret næsten 30 gange (her tæller jeg ikke TV-film eller direkte til DVD). En elsket historie om Scrooge, der finder ud af, hvad julen egentlig handler om. Den har The Muppets lavet en version af, og den elsker jeg simpelthen.

The Muppets formår at få oversat historien til deres egen verden, hvor Gonzo og Rizzo the Rat er fortællere, og alle de elskede figurer spiller hver deres rolle. I rollen som Ebenezer Scrooge har vi Michael Caine – altså så er vi jo helt oppe i superligaen.

Til filmen er der naturligvis lavet nogle sange, og flere af dem kan sagtens høres uden at have set filmen. Min absolutte favorit er “It Feels Like Christmas” sunget af Ghost of Christmas Present til Scrooge.

“One More Sleep ‘Til Christmas” er en sang om forventningens glæde sunget af Bob Cratchit (Kermit). Den handler også om, at julen er en magisk tid, hvor folk kommer hinanden ved og udretter små mirakler i dagligdagen.

“Bless Us All” er sunget af Tiny Tim (Cratchits søn). Den handler om, at i julen er vi alle lige og alle skal have en plads ved bordet.

“Thankful Heart” er sunget af Scrooge, efter han er blevet omvendt og har fundet ind til julens sande betydning.

Jeg synes dog, man skal se filmen. Den er morsom og hjertevarm, og scenen med Marley & Marley (Statler & Waldorf) er godt lavet med de to gnavne gamle mænd, der synger en sang til Scrooge, om at han skal forbedre sig. Bare se den! Den findes desværre ikke på Netflix, men kan findes på både YouTube og BlockBuster til 99 kr. Den er alle pengene værd.

Og lyt også til musikken!

Findes også på Apple Music.

Julemusik

A Very Special Christmas

Indtil jul vil jeg hver dag komme med en julealbumsanbefaling. Jeg er ikke musikanmelder, men jeg elsker julemusik, så listen bliver ukritisk, klichéfyldt og sikkert alt for meget for de fleste.

Julefreden (og juleferien) har indfundet sig, og det er jo dejligt. Så kan man jo godt i en stille stund sidde og fintænke lidt over, hvad julen egentlig handler om. For mange er det familien og samværet, der er i højsædet og for andre er det gaverne. Måske kunne det også være at glæde andre.

Derfor skal vi have fat i “A Very Special Christmas”, der blev udgivet i 1987. Jimmy Iovine samlede en masse folk, der ville være med til at indspille pladen. Sting, Run D.M.C., Bryan Adams, Bruce Springsteen, Eurythmics, Bon Jovi, Madonna og U2 – bare lige for at namedroppe lidt.

Albummet blev indspillet som støtte til Special Olympics (OL for udviklingshæmmede), der i 2019 blev afholdt i Abu Dhabi.

Jeg synes, det er et skønt album med fede versioner på. Eurythmics version af Winter Wonderland er fuldstændig plastret til i synthesizer og Annie Lennox’s ufattelige stemme.

Whitney Houston var ét af de hotteste navne i 1987, og hendes stemme var i topform, og det kan man høre på “Do You Hear What I Hear”. Fantastisk stemme.

Der er et enkelt originalt nummer på, og det står Run D.M.C. for. Det hedder “Christmas in Hollis”. Hollis er navnet på den bydel i Queens, New York, hvor medlemmerne af Run D.M.C. voksede op. Jeg synes musikvideoen taler for sig selv, men den er bestemt et lyt værd.

Siden 1987 er der udkommet syv plader under “A Very Special Christmas”-navnet.

Findes også på Apple Music.

Julemusik

Naboerne – Den nat af alle nætter

Indtil jul vil jeg hver dag komme med en julealbumsanbefaling. Jeg er ikke musikanmelder, men jeg elsker julemusik, så listen bliver ukritisk, klichéfyldt og sikkert alt for meget for de fleste.

For lidt over 10 år siden – vel omkring 2007 – begyndte en ny juletradition i min familie. Vi begyndte at besøge Helge Engelbrecht i Ansager i dagene op mod jul. Han holdt åbent til gratis koncert i Musikgalleriet, hvor der blev sunget fællessang og spillet julenumre.

Det var en rigtig hyggelig tradition, der dog gik lidt i sig selv, da Helges mor døde. Det var nemlig hende, der holdt på, at koncerterne skulle være gratis. Året efter hun døde, begyndte Helge at tage entré. Helt fair, og vi har da også været der et par gange siden – dog ikke så trofast som de første par år.

Nå, men det var nu nogle hyggelige stunder, og jeg erindrer særligt en gang, hvor min niece Astrid var med. Det var i 2009, og hun var kun 7 måneder gammel. Vi fik kringlet en plads helt oppe foran, og så skete det selvfølgelig, at den lille pige faldt til patten, og det hylede Helge helt ud af den, så han ikke vidste, hvad han skulle sige. Han måtte undskylde til forsamlingen, fordi der var en der fik sin julefrokost på forreste række. Derefter fortalte han en rigtig westjysk ammestuehistorie. Vel at mærke helt uforberedt – man er vel spillemand.

Tilbage til musikken. Titelnummeret “Den nat af alle nætter” er skrevet af biskop Henning Toft Bro (har også været med i Tørfisk, og sognepræst i Hjerm, hvor jeg bor) og med musik af Helge. Det er en fantastisk julesang.

På pladen findes andre gode sange, og det er især de originale, man skal hæfte sig ved. “Julen er hjerternes fest” er med melodi af Tommy Rasmussen og tekst af Henning Toft Bro. Dejlig sang.

På pladen er de bakket op af Ronni Olesen, der er lidt af et musikalsk vidunderbarn. Han er så dygtig.

En sidenote: Tommy Rasmussen har været forsanger i bandet Skagarack, der huserede i 80’erne. De har lavet en julesang, der hedder “This Time of Year”, og den skal du også lige lytte til. (Spotify, Apple Music)

Findes også på Apple Music.