Jul · Julefilm

Get Santa

Indtil jul vil jeg hver dag komme med en julefilmanbefaling. Jeg er ikke filmanmelder, men jeg elsker julefilm, så listen bliver ukritisk, klichéfyldt og sikkert alt for meget for de fleste.

Jim Broadbent og Warwick Davis i Get Santa (2004).

Så er vi tilbage i Storbritannien. Get Santa fra 2004 er i denne række et kærkomment afbræk fra de amerikanske film, som godt kan blive lidt for meget af det hele. Folkene bag Christmas Chronicles har sikkert set denne film, for der er et par lighedstegn.

Julemanden er styrtet ned med sin kane og har søgt tilflugt i et skur. Drengen Tom finder Julemanden og involverer straks sin far, Steve, der er prøveløsladt. Steve tror dog bare, at det er en skør galning, der udgiver sig for Julemanden, og sender ham derfor bort. Julemanden prøver derfor på egen hånd at redde sine rensdyr fra politiet. Det går galt og Julemanden ender i spjældet.

Tom er dog insisterende, og Steve går med til at hjælpe Julemanden, mens denne er i fængsel. Tom og Steve skal finde rensdyr og kane, mens Julemanden kæmper med at få de andre indsatte til at tro på ham. Det lykkedes efterhånden, men han bliver flyttet til isolation, men heldigvis er Tom og Steve ved at klare skærene.

Jeg synes, at Get Santa er en fremragende film. For det første er Jim Broadbent formidabel som en lettere småforvirret Julemand. For det andet så er filmen lidt mere mørk og afdæmpet ift. amerikanske julefilm. Der er magi, men ikke på den amerikanske måde. Det er måske lidt svært at forklare, hvad forskellen er, så jeg synes bare, du skal se den i stedet.

Jul · Julefilm

Love Actually

Indtil jul vil jeg hver dag komme med en julefilmanbefaling. Jeg er ikke filmanmelder, men jeg elsker julefilm, så listen bliver ukritisk, klichéfyldt og sikkert alt for meget for de fleste.

Jeg har gået og tænkt lidt over, om Love Actually skulle på listen. Nu har den fået en plads og her kommer et lille overblik over filmen.

Filmen fra 2003 har et stjernespækket cast med bl.a. Liam Neeson, Alan Rickman, Emma Thompson, Bill Nighy, Hugh Grant, Kiera Knightley, Colin Firth og Martin Freeman. det er ikke så tit, man møder en film med den mængde af A-liste-skuespillere. Det gør naturligvis ikke en film god – altså bortset fra Liam Neeson og Alan Rickman (de er altid et kvalitetsstempel).

Filmen er rigtig fint opbygget med 10 parallelle historier, der dog hænger sammen i den større fortælling. Du har ægteparret Harry og Karen, der oplever en vis grad af metaltræthed; Daniel og Sam, far og søn, der er på jagt efter kærligheden; Jamie og Aurélia, der forsøger at lære hinanden at kende på trods af sprogbarrierer; parret Juliet og Peter, der er nygifte, men hvor vennen Mark er hovedløst forelsket i Juliet; Billy Mack og Joe med det platoniske musiker-manager-forhold; Colin, der søger kærligheden over Atlanten; John og Judy, der møder hinanden på filmsettet; Sarah og Karl, der finder hinanden, men bliver afbrudt af Sarahs psykisk syge bror, Michael, og slutteligt den store romance mellem premierministeren, David, og hans sekretær, Natalie.

Filmen er for kompliceret at give et handlingsreferat af – netop pga. alle de forskellige handlingsforløb. Der er masser at komme efter, og skuespillet er i top. Der er heller ingen tvivl om, at det er en julefilm, og julen er jo hjerternes fest, så god fornøjelse.

Jul · Julefilm

Deck the Halls

Indtil jul vil jeg hver dag komme med en julefilmanbefaling. Jeg er ikke filmanmelder, men jeg elsker julefilm, så listen bliver ukritisk, klichéfyldt og sikkert alt for meget for de fleste.

Matthew Broderick og Danny DeVito som de konkurrence naboer i Deck the Halls.

I en lille by i Massachusetts huserer den selvudnævnte juleekspert, Steve Finch, spillet af Mathew Broderick. Han vil gøre alt for at få den perfekte jul og føre traditionerne videre sammen med sine børn. Børnene er dog ikke meget for denne opstillede form for julerier, men Finch vil ikke have det anderledes.

1. december flytter Buddy Hall (Danny DeVito) og hans familie ind overfor familien Finch. Konerne og børnene bliver hurtigt gode venner, men Steve og Buddy kan ikke rigtigt sammen. Buddy er bilsælger og kan tilsyneladende sælge alt. Det begynder dog at kede ham, så han kaster derfor sin tid på at få sit hus til at kunne ses fra det ydre rum.

Hans lysopsætning bliver vildere og vildere og han udfordrer også Finch’s position som “the Christmas Guy”. Der opstår endnu mere splid mellem de to naboer og det ender med at Steve taber et væddemål, hvorefter han kalder Buddy en taber, fordi hans hus stadig ikke kan ses fra det ydre rum. Buddy bliver såret og pantsætter bl.a. sin kones dyrebare vase for at få et kæmpe LED-panel.

Konen og børnene forlader Buddy, men hos naboen Finch ser det heller ikke for godt ud efter at Steve køber noget heftigt fyrværkeri, der sætter ild til deres hjem. Derfor forlader Steve’s kone og børn også etablissementet. Steve og Buddy får skrinlagt stridighederne og arbejder nu sammen for at få deres familier tilbage igen og at få Buddys hus til at blive set fra rummet.

Deck the Halls er en ret ærkeamerikansk julefilm – det bliver næsten for meget, men de kan altså noget med udendørs belysning. Denne film hører muligvis ikke til blandt klassikere, men jeg synes alligevel den bringer noget julestemning frem, da den som mange andre gode julefilm får fremhævet, hvad julen egentlig handler om.

Jul · Julefilm

Tror du på Julemanden 1 & 2

Indtil jul vil jeg hver dag komme med en julefilmanbefaling. Jeg er ikke filmanmelder, men jeg elsker julefilm, så listen bliver ukritisk, klichéfyldt og sikkert alt for meget for de fleste.

Tim Allen gør det formidabelt som Julemanden.

Tror du på Julemanden (eng. Santa Clause) er den julefilm, jeg husker bedst at have set som barn. Den første film er fra 1994, da jeg har været 6 år gammel. Jeg husker, at den bare var indbegrebet af julestemning, og sådan har jeg det stadig.

Tim Allen spiller Scott Calvin, der producerer legetøj. Han tror ikke på Julemanden, men det gør hans søn, Charlie. En julenat får de besøg af Julemanden, og Scott får ham til at falde ned fra taget. Julemanden forsvinder og tøjet ligger tilbage, hvorefter Scott tager det på. Herfra går det stærkt, for der er stadig gaver, der skal leveres, og Scott Calvin bliver kastet direkte ud i det nye job.

Efter en hæsblæsende nat lader det dog ikke til, at noget har ændret sig. Men langsomt begynder tegnene at vise sig: Scott Calvin er blevet til Julemanden. Alt imens kæmper Scott for at bevare samværsretten med sin søn, som ellers primært bor hos moren. Det hjælper ikke, at Charlie fabler om, at hans far er Julemanden.

I film nr. 2 løber Scott ind i et nyt problem: Julemanden skal giftes. Men hvordan når man det på kort tid? Man laver selvfølgelig en robot, der kan styre tingene på Nordpolen, mens Scott selv er ude at finde kærligheden. Den nye ledelse på Nordpolen begynder dog selv at tænke, og det skaber kaos og dårlig julestemning, og hvis ikke alle børn skal have kul til juleaften, så får Julemanden travlt.

Tror du på Julemanden-serien er blevet opfulgt af en 3’er, men den er ikke helt på niveau med de to første, og derfor kommer den altså ikke med her.

De to første film er dog simpelthen så julede, at du bliver nødt til at se begge to samme aften. Børnene kan sagtens være med, så kom bare i sving.

Jul · Julefilm

Elf

Indtil jul vil jeg hver dag komme med en julefilmanbefaling. Jeg er ikke filmanmelder, men jeg elsker julefilm, så listen bliver ukritisk, klichéfyldt og sikkert alt for meget for de fleste.

Det kan ikke blive jul uden Elf. Som med både Jim Carrey og Adam Sandler, så er Will Ferrell også én, der deler vandene, men jeg vil sige, at man skal være mere end almindeligt humørforladt, hvis man ikke kan lide Will Ferrell bare en smule, efter at have set Elf.

Buddy er et menneske, der som baby bor på børnehjem, da moren dør og faren er ude af billedet. Julenat kravler han ind i Julemandens sæk og kommer med til Nordpolen, hvor han bliver opfostret som en nisse. Det bliver dog tydligt, at han er meget anderledes og en dag må sandheden frem.

Buddy ønsker sig brændende at lære sin rigtige far at kende, og han tager derfor den lange tur til New York City, hvor han finder sin far, Walter Hobbs. Walter har dog ikke ret meget tilovers for denne mærkelige person, der kommer og påstår, at han er hans søn, men Buddy prøver alt for at vinde farens gunst.

Buddy har ikke noget filter. Overhovedet. Alt kommer ud og alt er som at høre et virkelig julebegejstret barn. Det er smittende – også for personerne i filmen.

Juleaften kommer Julemanden i problemer i Central Park og derfor er der kun én til at hjælpe, og det er naturligvis Buddy. Sammen med sin familie og Jovie, som han dater, får Buddy julen tilbage på ret køl.

Der er så mange sjove episoder i Elf. Det er alt lige fra mødet med Walter, til hvad man kan spise, men også hans opførsel i stormagasinet, hvor han gerne vil hjælpe til, da han har hørt, at Julemanden kommer. Jeg kan simpelthen ikke se, hvordan det skal blive jul uden Elf.

“I’m sorry I ruined your lives and crammed 11 cookies into the VCR.”

Buddy

“I planned out our whole day. First we make snow angels for two hours, and then we’ll go ice skating, and then we’ll eat a whole roll of Tollhouse Cookie Dough as fast as we can, and then to finish, we’ll snuggle.”

Buddy

“We elves try to stick to the four main food groups: candy, candy canes, candy corns and syrup.”

Buddy
Jul · Julefilm

Christmas Chronicles 1 & 2

Indtil jul vil jeg hver dag komme med en julefilmanbefaling. Jeg er ikke filmanmelder, men jeg elsker julefilm, så listen bliver ukritisk, klichéfyldt og sikkert alt for meget for de fleste.

Kurt Russell som Julemanden – det gør han godt.

Christmas Chronicles er en Netflix-film fra 2018, der i 2020 er blevet opfulgt af en 2’er. I filmen følger vi børnene Teddy og Kate Pierce, der bor i Lowell, Massachusetts. Teddy har mistet troen på Julemanden og julen helt generelt, og har i stedet bevæget sig ind på en småkriminel løbebane. Lillesøsteren, Kate, er dog stadig troende, og da de er alene hjemme juleaften, så hun sætter sig for at bevise over for Teddy, at Julemanden findes.

Det fører til, at de havner i Julemandens kane, hvor de gør sig til kende over for Julemanden, der bliver forskrækket og styrter ned med kanen. Rensdyrene løber deres vej og Julemandens hat og sæk forsvinder. Teddy og Kate bliver nødt til at hjælpe Julemanden, hvis det skal blive jul.

Det bliver en hæsblæsende kamp mod uret før Julemanden og børnene kan få julen på ret køl igen på få timer.

Christmas Chronicles 2 tager fat nogle år efter forgængeren. Den onde nisse, Belsnickel, planlægger at ødelægge Julemandens by og fjerne julestjernen og dermed magien. Før han kan gøre det, skal han dog ind gennem det magiske skjold, der beskytter byen. Det kan han komme ved hjælp af at bruge Kate Pierce som lokkemad.

Belsnickel kommer ind i byen og får fjernet julestjernen, der tilmed bliver destrueret. Det er endnu engang en kamp mod tiden for at finde en ny julestjerne, at få genskabt ro og orden og at få uskadeliggjort Belsnickel.

Der er masser af julestemning og action i Christmas Chronicles, og den kan varmt anbefales. Derudover gør Kurt Russell det ret godt som Julemanden, og jeg synes også der skal rettes en særlig ros til dem, der har lavet Julemandens kostume. Det ser ret imponerende ud.

Jul · Julefilm

Eight Crazy Nights

Indtil jul vil jeg hver dag komme med en julefilmanbefaling. Jeg er ikke filmanmelder, men jeg elsker julefilm, så listen bliver ukritisk, klichéfyldt og sikkert alt for meget for de fleste.

Adam Sandler som den alkoholiserede ballademager Davey Stone.

Adam Sandler er en person, der deler vandene. Enten er man til hans rimelig platte stil eller også er man ikke. Han har dog heldigvis lavet film, der bevæger sig i midten (bl.a. Reign Over Me – se den!). Eight Crazy Nights er et godt bud på en film i midten mellem det platte og det seriøse.

I tegnefilmen fra 2002 følger vi Davey Stone, der er en alkoholiseret ballademager i den lille by Dukesberry. Efter at have terroriseret byen en aften, stilles han for retten for at få en straf. Baskettræneren Whitey Duvall bryder ind og får dommeren til at idømme Davey samfundstjeneste under Whiteys opsyn.

Davey kan dog umiddelbart ikke lægge sin terroriserende tendenser på hylden, men Whitey bliver insisterende ved med at tro på, at han kan ændre noget. Undervejs får vi et indblik i tragedien Davey, der som dreng mistede sine forældre i en bilulykke. Vi lærer også om, hvordan Davey i 20 år ikke har kunnet finde et holdepunkt i tilværelsen.

Der er dog heldigvis et spirende håb, for Whitey har fået tændt et eller andet i Davey. Til den årlige prisuddeling for byens borgere, hvor en særlig person bliver hædret, ændrer tingene sig for alvor. Whitey har i 35 år længtes efter den hæder, som han vitterligt har fortjent, men bliver dog forbigået. Det sender Davey ud i et verbalt og emotionelt angreb på byens borgere, der ikke ville være noget uden Whitey. Gad vide, hvordan det mon ender?

Adam Sandler er af jødisk afstamning, og det lader han også sin figur Davey Stone være. Davey fejrer derfor ikke jul, men på trods af det, så får vi lektion i julens budskab i denne film. Den bliver leveret med både humor og empati, men også en løftet pegefinger. Derfor vil jeg varmt anbefale denne film.

Jul · Julefilm

Scrooged

Indtil jul vil jeg hver dag komme med en julefilmanbefaling. Jeg er ikke filmanmelder, men jeg elsker julefilm, så listen bliver ukritisk, klichéfyldt og sikkert alt for meget for de fleste.

Bill Murray som Frank Cross, der bliver hjemsøgt af tre spøgelser i denne 80’er remake af Dickens’ klassiker.

Jeg elsker Bill Murray. Man er altid i godt selskab, når han indtager skærmen. Det er egentlig svært at beskrive hvorfor, men måske er det den måde, hvorpå han går fra at være stille og rolig til at fare op i det røde felt, eller måske er det hans til tider lidt ligegyldige facon, der sekundet efter bliver utroligt nærværende.

Jeg synes, han formår det hele i denne 80’er klassiker. Scrooged er en filmatisering af Charles Dickens’ klassiske fortælling, A Christmas Carol. Faktisk er Scrooged lidt en meta-fortælling, for i filmen er de i gang med at opsætte A Christmas Carol på en tv-station.

Frank Cross, spillet af Bill Murray, er en egoistisk, selvglad og kynisk tv-boss, der bliver presset til at lave en opsætning af A Christmas Carol. Inderst inde er han nok ret ligeglad, men gør det for sin karrieres skyld. Grundet pres og ligegyldighed ænser han ikke folk omkring ham, som han enten affejer eller sender firmahåndklæder til som julegave.

Han bliver dog hjemsøgt af sin gamle boss, Lew, der ikke var specielt elsket. Lew advarer Frank om hans livsstil og de tre spøgelser, der vil hjemsøge ham. Jeg er især vild med Ghost of Christmas Present, der bliver spillet af Carol Kane. Hun er simpelthen altid så vidunderligt forvirret.

Alt ender jo godt – det er jo jul, men vejen derhen er en morsom fortælling, jeg klart kan anbefale.

Jul · Julefilm

Alene Hjemme 1 & 2

Indtil jul vil jeg hver dag komme med en julefilmanbefaling. Jeg er ikke filmanmelder, men jeg elsker julefilm, så listen bliver ukritisk, klichéfyldt og sikkert alt for meget for de fleste.

The Wet Bandits – aka Marv og Harry

Alene Hjemme må være én af de mest elskede julefilm. Når jeg har talt med andre om julefilm, så bliver den konsekvent nævnt, som én man bare skal se hvert år.

I dag har jeg derfor valgt Alene Hjemme, men også Alene Hjemme 2, for når du har set 1’eren, så får du lyst til at se 2’eren. Hvis du ikke kender handlingen, så kommer her et hurtigt resume.

Kevin McCallisters familie er på vej til Paris for at holde jul med noget familie. Livet i McCallister-familien virker en smule kaotisk, og pga. spildt mælk, bliver Kevin sendt tidligt i seng. Et uvejr tager strømmen om natten, hvilket resulterer i, at familien skal skynde sig ud af døren, og i forvirringen glemmer de Kevin, som derfor er ALENE HJEMME.

Mens han er alene hjemme, er der et par indbrudstyve på spil, der har udset sig flere huse i kvarteret. De får dog problemer, da de for alvor skal rykke ind i Kevins hjem, for han har sikret huset med alle tænkelige fælder. Lad os bare sige, at tyvene kommer til skade – mange gange.

Alene Hjemme 2 bygger videre på historien, da tyvene kommer ud fra fængslet. De har udset sig en legetøjsbutik i New York, og det får Kevin nys om, da han denne gang ikke er blevet glemt, men er kommet med det forkerte fly. Han lander i New York, mens familien er i Miami.

Kevin får lokket tyvene til et hus, der tilhører hans Onkel Rob. Huset er under renovation, og derfor perfekt som en fælde for tyvene, som han igen udsætter for en del fælder.

Jeg har nogle gange hørt, at filmen er alt for urealistisk, og at man simpelthen ikke kan komme ud med livet i behold efter de fælder, Kevin laver. Mit svar: “Og?”. Det er jo fuldstændig ligegyldigt, om det er realistisk. Det er hamrende morsomt, og jeg griner hver gang, og jeg tror immervæk, at jeg har set de to film over 20 gange.

De to film er højest anbefalelsesværdige, da de rummer både sjov og galskab, og også et par visdomsord omkring jul, familie og tilgivelse.

Jul · Julefilm

Gremlins

Indtil jul vil jeg hver dag komme med en julefilmanbefaling. Jeg er ikke filmanmelder, men jeg elsker julefilm, så listen bliver ukritisk, klichéfyldt og sikkert alt for meget for de fleste.

På med 3D-brillerne – eller noget.

For nogle år tilbage sad jeg og snakkede om julefilm med mine søskende. Vi kom til at snakke om en julefilm, der jo egentlig var lidt trist, for der var noget med at faren, udklædt som julemand, sad fast i skorstenen og døde, fordi ingen kunne finde ham. Problemet var bare: vi kunne simpelthen ikke huske, hvad filmen hed og den var umulig at finde på Google.

Året efter så jeg Gremlins og kom til at lave en facepalm, for handlingen med julemanden i skorstenen, kommer netop fra Gremlins. Det bliver fortalt af den kvindelige hovedrolle, Kate, der ikke holder jul, da det er hendes far, der dør i skorstenen.

Nå, men Gremlins er jo en fantastisk film. Mange vil nok indvende, at det ikke er en julefilm, men handlingen udspiller sig i juletiden og igangsættes, da Billy får en Mogwai i julegave af sin far. En Mogwai er en nuttet, lille, pelset fyr, der er god som dagen er lang. Han må dog aldrig fodres efter midnat eller komme i kontakt med vand.

Mogwai’en, der hedder Gizmo, kommer i kontakt med vand og formerer sig. De nye Mogwai’er er nogle bøller og får tricket Billy til at give dem mad, hvorefter de forvandler sig til de uhyggelige Gremlins, der terroriserer hele byen. Og så kan du nok regne ud, hvad filmen egentlig kommer til at gå med.

Filmen skal ses, for det er bare en kultklassiker, og trænger man til en julefilm, der ikke er alt for pussenusset og med lidt gang i gaden, så er Gremlins den helt rigtige film.